Bidrager du til dit barns angst?

Bidrager du til dit barns angst?
Måske, måske ikke – og hvis du gør, så er det nok ikke med vilje!

Børn og unge med adhd har oftere udfordringer med angst end deres jævnaldrende, og har dit barn angst, så er det værd at tænke over, at det ikke hjælper, hvis din omsorg for bliver for omklamrende og anspændt.

Faktisk kan forældres adfærd være med til at forværre angst – uden at det selvfølgelig er intentionen.

Børn lærer af voksne – især af dem der er tættest på, og har størst indflydelse på deres liv. Som de velmenende forældre vi er, er vi opsatte på at beskytte ungerne mod ubehagelige følelser, bekymringer og stress.

Forældre der, ubevidst, udviser en ængstelig adfærd, stiller sig i vejen for at børnene lærer vigtige problemløsningsfærdigheder og metoder, som vil hjælpe dem med at holde angsten fra døren.

Heldigvis kan forældre lære hvordan de undgår at “smide brænde på bålet” – og i stedet hjælpe barnet med at forhindre angsten i at udvikle sig eller forværres. Det gøres bl.a. ved at vise og opmuntre til adfærd der fremmer mental robusthed og styrke.

Vi har samlet nogle eksempler og råd – så følg med her

[Mange tror fejlagtigt, at det kræver en phd. i psykologi, at kunne hjælpe sit barn med angst – men ofte handler det “bare” om at justere lidt på sprog og adfærd. De fleste forældre har nemlig en helt særlig evne; de kan alt når det drejer sig om deres børn.]

Giv ikke problemerne svømmeundervisning
Tænk over hvordan du taler til dit barn….. planter du katastrofe-tanker?

Når vi er meget opsatte på at vores børn ikke skal komme galt afsted, kan vi nemt komme til at skræmme dem, med det vi siger. Måske tænker vi, at det blot er for at fremme forståelsen – vi vil jo gerne være helt sikre på, at vores budskab trænger ind – og så kommer vi til at bruge skræmmende ord og vendinger;

Et barn, der er gammelt nok til at være alene hjemme, har kun brug for en besked som:
”Lås døren og luk ikke nogen ind”.

Med et katastrofe-ordvalg bliver det til:
”Lås døren og åbn ikke for nogen! Ellers risikerer vi, at fremmede kommer og stjæler vores ting – og måske vil de også gøre dig fortræd”.

eller…

Et barn/ung, som er kræsen og ikke vil spise det du serverer, har kun brug for at vide:
”Spis bare ekstra af det du kan lide, men smag lige på noget af det andet, hvis ikke du har smagt det før”.

Med et skræmmende ordvalg bliver det til:
”Du er nødt til at spise al din mad. Ellers bliver du underernæret og det er alvorligt – så skal du på hospitalet!”

Det er naturligvis vigtigt at fokusere på sikkerhed og sundhed, men at plante katastrofe-tanker og worst-case-scenarios i hovedet på børn, lærer dem kun, at de konstant skal være på vagt og frygte farer.

Der er forskel på “at holde øje med” og “overvågning”
Ofte er det uendelige og gentagne udmeldinger, der fratager børn muligheden for selv at tænke og løse problemer.

”Har du husket din madpakke?”
”Husk at rydde op efter dig ”
”Har du husket at børste tænder?
”Husk at sige pænt tak”
”Flyt dit glas væk fra kanten af bordet, så du ikke spilder”
”Sørg for at hænge dit overtøj op”
”Flyt dine sko, så vi ikke falder over dem”

Og ja, vi ved godt, at børn og unge med adhd kan have svært ved at huske alt det de skal, (den udfordring vender vi tilbage til 🙂) men gentagne beskeder som ovenstående er en form for perfektionisme, som er angstprovokerende.

Konstante gør-nu-som-jeg-siger-beskeder får børn til at tro, at der er noget galt med deres handlinger – og dermed også deres måde at være på – og de vil lave vilde krumspring for at undgå negativ feedback bl.a. ved at nægte at engagere sig.

I stedet for at rette på ungerne, kan du prøve at give børnene ansvar og have tillid til, at de selv kan huske – og tage vare på sig selv. Det hjælper dem med at føle sig mere selvsikre og i stand til at håndtere udfordringer på egen hånd.

Hvis du møder en blind på gaden, som støder ind i dig, så vil du jo aldrig sige – “hallo, se dig dog for!” – men til en med adhd siger man alt ofte – “tag dig nu sammen eller sid dog stille!”

Børn med adhd modtager i forvejen alt for mange negative beskeder, både i skolen, blandt kammerater og måske også hjemme?… markant oftere end det er tilfældet for jævnaldrende uden adhd.

Der er forskel på “at holde øje med” og “overvågning” – og pas på med udmeldinger der fratager børn muligheden for selv at tænke og løse problemer.

Og hvad kan du så gøre for at støtte dit barn?
I samarbejde med barnet kan du udarbejde en plan for, hvad der er af opgaver derhjemme, og hvilke barnet skal stå for.
Her er det übervigtigt (bøjet i neon og med dobbelt understregning), at give barnet plads og lov til selv at udføre opgaverne!

Det er muligt at du (mor eller far) vil gribe opgaven anderledes an, fordi du synes der er en hurtigere eller mere logisk måde at løse opgaven på… men det nytter ikke noget, at du retter på dit barn midt i opgaveløsningen.

For det første viser du, at du ikke har tillid til at barnet selv kan løse opgaven tilfredsstillende, og for det andet, at du ikke tror på, at dit barn er kvik nok til at komme frem til en smartere og hurtigere måde at løse opgaven på.

Så bid du bare dig selv i tungen – glem de sproglige landminer – og lad tingene gå sin gang!

Til gengæld skal du, for alt i verden huske, at rose dit barn for indsats og resultater – vær specifik; ros arbejdsindsatsen, ros problemløsningen, ros kreativiteten.

Læg gerne vægt på, at dit barn bør være stolt af sig selv! Vi vil nemlig gerne have at anerkendelse kommer indefra – det er med til at bygge både selvtillid og selvværd.
Med lidt held kan vi undgå at vores børn søger anerkendelse hos andre, fx. i form af likes på de sociale medier 👎🏼

Husk også at være realistisk omkring opgaverne; dit barn skal ikke drukne i opgaver, samtidig bør opgaverne være alderssvarende. I takt med dit barn bliver ældre, kan du enten give flere eller større opgaver.

Er der opgaver hjemme som skal udføres i en bestemt rækkefølge eller på en bestemt måde, så tal om hvad der er okay og hvad der ikke er okay, når opgaven skal løses – husk at fortælle hvorfor det ikke er okay.

For alle opgaver gælder, at det er meget vigtigt at du giver tydelige instrukser og vejledning inden dit barn starter.

“Må jeg så slet ikke hjælpe”, tænker du måske. Jo, naturligvis! … hvis du bliver spurgt om hjælp. Ellers så knytter du bare 🥰

Vi adhd’ere glemmer hurtigt og kan derfor lave, hvad der udefra ligner sjuskefejl, men hvis vi får en sammenhæng og kan se det hele i et større perspektiv, kan det hjælpe os med at huske hvorfor vi fx. ikke skal lade mælken stå på køkkenbordet hele dagen – “det gør vi fordi den bliver dårlig af at stå ude, og det er både spild af mælk og penge”.

Vat, bomuld eller bobleplast?
Det er naturligt som forældre, at ville beskytte sit barn fra skuffelse og fiasko – muligvis er beskyttertrangen endnu større, hvis barnet har angst. Vi forstår godt lysten til, at pakke barnet ind i vat og bomuld eller træde til og “redde” det lille menneske fra svære følelser. Men det går altså ikke.

Børn har brug for at opleve normal utryghed og normale stressfaktorer. Det er sådan de udvikler færdigheder, der øger både selvtillid og mental robusthed. Træder du til og tackler udfordringer, bekræfter du de tanker, som ængstelige børn allerede tænker; “jeg kan ikke finde ud af det”.

Nårhh hvor er det altså synd for dig!
Angst vil have sikkerhed og forudsigelighed. Den vil have en garanti for, at ”alt er ok og intet vil gå galt” – hvilket ingen kan love. Derfor kan for meget trøst forstærke angst. Livet er uforudsigeligt og at opleve utryghed, stress, sorg o.lign. vil for de fleste være uundgåeligt – vi skal ikke søge, at skærme vores børn fra disse følelser, vi skal lære dem, at de er en del af livet, og det er ok.

Konstant trøst fratager børn muligheden for at lære, hvordan man håndterer ting, der går galt.

Hold også øje med at vaner ikke bliver til rutiner. Små ting – som fx. fortsat at lade dit barn sove i din seng (med mindre I har valgt samsovning i jeres familie), tale for barnet på restauranter, i butikker og overfor andre børn og voksne. Det kan udvikle sig til problematiske vaner, hvis det gøres ofte.

Ubegrænset skærmtid…or not!
Mange børn og teenagere har via deres telefoner og computere ubegrænset adgang til en verden fyldt med kriser. Unge, og i særdeleshed børn, med tendens til angst kan ikke bearbejde, at en katastrofe, der sker tusinder af kilometer væk, ikke er en fare for dem.

For ængstelige og følsomme børn med adhd og dårlig selvregulering kan det være endnu sværere at slippe skærmene. Det er rigtig godt at begrænse skærmtiden – og den generelle brug af digitale medier.

Sådan hjælper du ængstelige børn
Angst hos børn er en udfordring, der involverer alle i familien. Første skridt er at undersøge, forstå og regulere din (og din partners) eventuelle ængstelige adfærd. Derefter ændres der på, hvordan du og resten af familien reagerer hensigtsmæssigt på barnets angst.

Anerkend dit barns følelser!
Pas på, du ikke ryger i fælden med at afvise barnets bekymringer i et forsøg på at fjerne angsten.

Ængstelige børn har brug for at lære, at man overvinder angst ved at gøre, hvad man er bange for på trods af – men ikke uden – frygt. Det betyder, at selv velment trøst som ”det er ikke så slemt” og ”det er okay, der sker ikke noget dårligt” er det samme som ikke at tage barnets følelser alvorligt.

Hvis barnet er bange for, at der er en trold under sengen, så skal du anerkende den følelse: ”Det lyder skræmmende. Jeg ville også være bange, hvis jeg tænkte at der var en trold under min seng”. Samtidig skal du vise tillid til barnets evne til at håndtere situationen med en støttende respons: ”Hvad vil du gøre for at få sovet i aften?”.

Og du skal selvfølgelig også vise at du nok skal bistå med hjælp, hvis barnet har brug for det: “Hvad kan jeg gøre for, at du får sovet i aften?”, men prøv først at lade barnet komme med et forslag selv.

Kender du til eksternalisering?
Hvis ikke, så følg lige med her og se hvordan det kan bruges i forhold til dit barn.

Eksternalisering er et begreb, der bruges i psykologien til at beskrive en proces, hvor en person tilskriver eller projicerer egne følelser, tanker, holdninger eller ansvar over på andre personer eller ting.

Det er en måde at forstå og håndtere ubehagelige følelser eller tanker på, som man ikke ønsker at forholde sig til, ved at placere dem udenfor sig selv.

Eksternalisering kan også være en måde at undgå at tænke over egne følelser og tanker og dermed også en måde at undgå at bearbejde dem.

Du fornemmer sikkert, at eksternalisering skal bruges med omtanke, men netop i forbindelse med angst kan det være en stor hjælp.

Lær dit barn at eksternalisere angst
Hjælp barnet med at tænke på angst som en figur – en lille lusket nasserøv, der nasser på alt det bedste i hende. Du kan evt. beskrive angsten som en rigtig irriterende figur med en virkelig dårlig opførsel.

Afhængig af dit barns alder vælger I en passende figur og giver den et navn.

Vi har valgt ham her, som vi kalder Sully

Du skal tilskynde dit barn til at tænke på og udtrykke hvad figuren har gang i, når angstfølelsen dukker op.

Barnet kan sige ting som:

“Sully prøver altså hårdt på at få mig til at tænke det værste i dag!”
“Sully ved virkelig, hvordan man stresser mig lige nu.”
“Sully forsøger at skabe en skræmmende historie i mit hoved.”

At udtrykke sin angst i form af en figur er en børnevenlig udgave af princippet ”navngiv det for at få kontrol over det”.

Er det til et større barn, bliver det måske for barnligt med en figur – her kan I nøjes med at finde på et navn.

Det at italesætte angst hjælper børn med at adskille bekymringer fra identitet. Især angste teenagere har tendens til at tro, at angst er et indgroet, uforanderligt personlighedstræk. At bryde denne tankegang kan være en stor udfordring og kræver i nogle tilfælde hjælp fra en coach eller en psykolog.

Accept frem for afvisning
Børn – og voksne – begår ofte den fejl, at de forsøger at undgå ængstelige tanker og følelser, så snart de opstår. Visse strategier, fx kontrolleret vejrtrækning, kan hjælpe med at berolige krop og sind i øjeblikket. Men at forsøge helt at undgå angst er dømt til at mislykkes. Det er kun med til at fastholde angst cyklussen.

I stedet kan du lære dit barn at anerkende og acceptere dets tilstedeværelse. De kan faktisk lære at når “Sully” eller “Navn” dukker op, så skal de acceptere, at angsten er på “besøg”, huske at det er midlertidigt – at det kan føles voldsomt og invaderende, men det skal og bør ikke forhindre dem i at leve, som de helst vil.

Vi kan lære at opbygge tolerance over for bekymringer. Accept én metode – andre metoder er:

Indrøm usikkerhed. Angste børn vil kræve svar på det ukendte. Det er OK at sige “jeg ved det ikke” til dit barn. Det er endnu bedre at sige: “Jeg ved det ikke, men vi kan sammen prøve at finde ud af det” – dette kan oven i købet være med til at flytte dit barns fokus væk fra angsten.

Giv dit barn gode muligheder for at opleve og lære. Angst vil have os til at undgå livet, og bliver til en lidelse, når vi lader den gøre, hvad den vil. Så sig “ja” oftere til dit barn.
Når du siger ja og lader dit barn opleve, lære og udforske, vil barnet før eller siden havne i svære situationer – og det skal du ikke lade dig skræmme af! Børn har brug for at blive udsat for svære ting for at lære, at klare sig selv.

At sige “nej” inviterer ofte til modstand. Ved at sige nej, i et forsøg på at afskærme barnet fra oplevelser, kan gøre barnet både frustreret og mismodigt, og som forælder fratager du barnet en mulighed for at lære.

Modstandsdygtighed begynder med ansvar.

Lad dit barn selvstændigt påtage sig gøremål og andre aktiviteter derhjemme for at øge deres selvtillid. (Hvis de ved, hvordan man arbejder med en tablet eller smartphone, kan de altså også betjene en vaskemaskine.)