Få historien bag Sophie – og hvorfor vi gør som vi gør

Vores historie – hvorfor vi gør, som vi gør

Mange med ADD eller ADHD har svært ved at få livet til at fungere. Det er ikke en hemmelighed – det er en realitet. For nogen betyder det, at de dropper ud af skolen uden en uddannelse. Andre ender i misbrug. Og nogle kæmper med selvskade, psykiske lidelser eller havner i kriminalitet.

Jeg, Sophie, kunne nemt være blevet én af dem.

27 år af mit liv føltes som et konstant kaos. Ikke fordi jeg var doven eller ligeglad – men fordi ingen vidste, at jeg havde ADHD. I mine teenageår havde jeg intet håb for fremtiden. Jeg følte mig forkert, anderledes og misforstået. Jeg havde ingen ord for det, jeg oplevede – og ingen omkring mig havde dem heller.

Men jeg gik heldigvis ikke til bunds…man kan sige, at jeg trådte vande i mange år. Følte ikke, at jeg kom nogen vegne. Det var ikke nemt.

Her er vores historie. Min, og min mors. Den handler om fejldiagnosticering, særheder der viste sig at være signaler, skæve livsvalg – og det øjeblik, hvor tingene begyndte at vende.

---

Kaos, særheder og en følelse af at være anderledes

Som barn og ung havde jeg mange særheder. Jeg var bl.a. ekstremt optaget af renlighed. Et par sokker fra en legekammerat i min seng kunne ødelægge hele min dag.

Jeg kunne ikke gå ud, hvis tøjet føltes forkert. Jeg vaskede tøj, som ikke var beskidt – bare fordi det havde været på kroppen i en time. Alt skulle være under kontrol. Hele tiden.

For det, der sker inde i hovedet på os med ADHD, føles ofte som et stormvejr. Uforudsigeligt og ukontrollerbart. Og når kaosset indeni bliver for meget, begynder vi ofte at forsøge at kontrollere alt udenom.

Der var ingen, der så sammenhængen. Ingen der sagde “hey, måske er der noget mere bag de her handlinger”. Det var bare “underligt”.

---

Fra særheder til selvskade

Særhederne udviklede sig. Snart blev det ikke længere “bare” skøre vaner – men selvskadende adfærd. Jeg skar i mig selv. Overalt. Ikke fordi jeg ville dø – men fordi jeg ikke kunne udholde smerten indeni. For mig blev det en slags “ven”. Et vanvittigt, men ærligt sted, hvor jeg kunne få afløb.

Og ja… jeg savner det nogle gange. Men jeg skærer ikke i mig selv længere. Jeg har lært at forstå, hvor den adfærd kom fra – og hvad jeg egentlig havde brug for dengang.

---

“Hvad nu hvis nogen havde set det tidligere?”

Min mor, Winnie, fortæller i dag, at hun godt kunne mærke, noget ikke var, som det skulle være. Jeg havde svært ved at holde på venskaber. Jeg blev let såret. Jeg følte mig tit misforstået.

Inderst inde ville jeg helst være i fuldt kontrol, hvilket selvfølgelig ikke var muligt, og da jeg samtidig var helt utrolig genert, og ofte ikke sagde hvad jeg ønskede, så blev jeg som regel både såret og vred, og gik min vej.

Min mor  – ligesom mange andre forældre – forbandt det med den udtalte generthed, og senere teenagehormoner og en lige lovlig sensitiv personlighed.

Det var først mange år senere, vi fandt ud af, at det hele hang sammen. At det ikke “bare” var særheder, men tegn på en ADHD-hjerne i overload.

---

10 år med forkerte diagnoser og tomme samtaler

Fra midt i mine teenageår til jeg var midt i 20’erne blev jeg sendt rundt i systemet. Den ene læge, psykolog og psykiater efter den anden. Antidepressiv medicin, samtaleterapi, gruppeterapi, nye diagnoser: depression, angst, måske borderline, måske noget helt tredje. Og noget ny medicin.

Én psykiater foreslog endda Antabus (!!!), selvom jeg aldrig havde drukket. Den udtalelse fik os til at holde en pause fra at opsøge psykiatrien… vi, både mor, far og jeg var SÅ trætte af den manglende udvikling og jeg orkede ikke at fortælle den samme historie om og om igen. Så jeg ville ikke mere.

Den beslutning hjalp selvfølgelig ikke. Jeg blev mere og mere tom og følelseskold. Det eneste, der voksede, var afmagten. Og min medicinliste.

Jeg tilbragte 4-5 år med depression og angst, og en masse medicin der stort set ikke fungerede for mig.

---

Mødet med Maria – og en ny begyndelse

Alt ændrede sig den dag, min mor helt tilfældigt mødte psykiater-Maria. Mor var til sit årlige tjek i lægehuset, og i venteværelse så hun et opslag, med et foto af en yngre kvinde med en tekst der forklarede, at hun var psykiater og netop var flyttet ind i lægehuset.

Da Maria i samme øjeblik gik gennem venteværelset, tog min mor fat i hende og samtalen førte til, at jeg fik en tid allerede få uger senere. Jeg var dog skeptisk… “Ej mor…seriøst… Endnu en psykiater? Endnu en “snak”? Jeg havde overhovedet ikke lyst, og ikke meget håb tilbage om, at mit liv skulle blive bedre. Men jeg havde det ekstremt dårligt, så min mor insisterede.
Og hun kørte mig ud og hjem til alle aftaler, for ellers vidste hun, at jeg nok ikke overholdt aftalerne.

Maria var anderledes. Hun lyttede. Hun stillede mange spørgsmål, som gav mening. Og så var hun rimelig rystet over al den forskellige medicin jeg havde fået udskrevet. Hun ville derfor starte med at trappe mig ud af al medicinen og starte forfra.

“Jeg har brug for at opleve DIG”, sagde hun. Et af præparaterne måtte vi dog holde fast i, for det var nærmest umuligt at trappe ud af…men det gik til sidst – efter flere år – hvor vi skar mikroskopisk ned lidt efter lidt. Lortemedicin!

Efter flere samtaler spurgte Maria “Har nogen nogensinde nævnt ADD eller ADHD for dig?”

Og nej. Det havde ingen gjort.

Vi blev sendt hjem med forskellige pjecer om ADD/ADHD og jeg sad med tårerne væltene ned ad kinderne, mens jeg læste pjecerne. Det var som at læse en beskrivelse af mit liv. Endelig… forståelse. Endelig… håb.

Vi var overhovedet ikke i tvivl og fik en tid hos Maria allerede 3 dage senere.

---

En pille – og et stille mirakel

Maria sagde noget jeg ALDRIG glemmer;

“Nu udskriver jeg noget medicin til dig, og den tager du i morgen tidlig kl. 8. Hvis du har ADD/ADHD –  hvilket jeg tror du har – så vil du formentlig kunne mærke virkningen indenfor en halv time!”.

Whaaaat??

27 år med kaos, angst og alt muligt shit – og det skulle kunne klares med en pille… på en halv time!!??

Det havde jeg godt nok mere end svært ved at tro på. 

Det vildeste var, at næste dag, blot 10 minutter efter at jeg havde taget én pille, var der markant mere ro i mit hoved.

Jeg kunne selv bestemme hvilken en tanke jeg ville fokusere på, og de 9.999 andre tanker som ellers altid var til stede i mit hoved, blev der pludselig skruet ned for. Og jeg kunne høre mig selv tale uden at lyde som en megafon.

Det var virkelig en ekstrem og følelsesmæssigt overvældende oplevelse!

Det var begyndelsen på noget helt nyt.

---

Så var lykken vel gjort?!

Både ja og nej. 

Nej fordi, med mindre lykken for dig er at starte næsten fra 0 i en alder af 25 år, så var lykken ikke gjort, “bare fordi” diagnosen var faldet og medicinen udskrevet. 

Nu skulle jeg jo lære alt om hvad ADD/ADHD egentlig er, hvad det havde af påvirkning på mig, hvordan medicin kunne afhjælpe nogle af mine udfordringer, og hvordan livet egentligt skulle leves.

Det må man selvfølgelig selv bestemme, men der er bare visse ting du ikke rigtig selv kan bestemme selv når du har ADD/ADHD – tro mig, jeg har forsøgt. 

Ja fordi, herfra havde jeg mulighed for at udvikle mig. Jeg kunne begynde et liv, fordi jeg forstod og kunne lære hvad det betød for mig – både muligheder og begrænsninger.

Herfra kunne jeg tackle mange af hverdagens udfordringer, skoleliv, socialt liv, arbejde, parforhold.

Slut med at træde vande, nu startede svømmeturen.

Det handlede ikke længere om overlevelse, men om at leve. 

---

Et liv med mening

I dag, 10 år efter jeg fik diagnosen, har jeg taget en HF-eksamen, uddannet mig til NLP-coach, og er ved at færdiggøre min universitetsuddannelse i Retorik og taget eksamen i Sprogpsykologi for neurodivergente. Ja – det lyder vildt. Jeg troede heller ikke på det engang.

Men det er muligt.

Og det er derfor vi har skabt ADHDklubben.dk

Alle med ADD/ADHD har ofte brug for mere end viden. De har brug for forståelse. For konkrete værktøjer. Og for nogen, der selv har stået midt i kaosset – og fundet en vej ud.

---

Derfor gør vi, hvad vi gør

Vi gør det, fordi vi ved, hvordan det føles at stå magtesløs.

Vi gør det, fordi vi ved, hvor stor en forskel det gør, når nogen endelig forstår.

Vi gør det, fordi vi ikke kan lade være.

Og vi gør det, fordi vi ved, at med den rette støtte og forståelse, kan man gå fra overlevelse til at leve.

Tak fordi du læser med – og tak fordi du er her.

De bedste hilsner,
Sophie og Winnie